Nazisme er en totalitaristisk ideologi, men en totalitaristisk ideologi er ikke nødvendigvis nazisme. For at nå til kernen af hvad målet med nazisme var, må man nødvendigvis kigge på nogle af de tiltag som NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) vedtog før 2. verdenskrig, og hvad de stod for. Der var forfærdeligt mange forskellige højreekstremistiske strømninger i stort set alle europæiske lande, inkls. Danmark, men disse stod stærkest i Italien, hvor Benito Mussolini med sin variant af en totalitær stat, fascismen, kom til magten, og i Tyskland hvor nazisterne og Adolf Hitlers totalitære drøm nær nåede et, hvad de betragtede som, en idealstat – et Utopi.
Totalitarismen er en styreform, modsat eksempelvis demokrati eller monarki, som er defineret som en styreform der søger at styre alt hvad styres kan gennem én eller flere ledere. Totalitarismen sætter sig på alt og styrer alt lige fra lov, ret, økonomi og offentlige midler til kunst, musik, arkitektur og privatlivet. Med totalitarismen fører som oftest også en stærkt overvåget politistat samt en skarp og omfattende begrænsning af ytringsfrihed. Totalitarismen er en slags fællesbetegnelse for en lang række stater som opstod ca. 20 år ind i det 20. århundrede med Benito Mussolinis fascistiske Italien, og som kom til at dominere en lang række lande sidenhen. Mussolini sagde engang:
”Alt indenfor staten, intet udenfor staten, intet imod staten”
Denne sætning kom til at definere Det Tredje Rige bedre kendt som Nazi-Tyskland. Man søgte at udrydde al form for modstand til partiet og til staten ved at indlemme alle i deres ideologi. I Tyskland havde man fået inspiration fra den konservative filosof Edmund Burke, som levede og døde under oplysningstiden, som definerede den ideelle stat som en levende organisme hvor alle komponenter var lige vigtige for, at organismen kunne fungere som den skulle. I Tyskland havde alle en plads, som de var forpligtigede til at holde og udføre så som de nu kunne for folket og for statens skyld – for at organismen kunne fungere. Hvis man udtalte sig imod staten, kunne man forvente et besøg fra det hemmelige politi som virkede udenfor loven, der som et slags immunforsvar, ville fjerne syge celler fra kroppen. Ligeledes havde man en skarp opdeling af ledelse og arbejderstyrken. Hjernen i organismen, altså lederen/lederne, fortalte hvad hånden, altså arbejderne og dem der førte hjernens tanker ud i livet, skulle gøre og hånden ville gøre det uden at tvivle.
Det der gjorde Nazismen til sin egen ideologi, og ikke bare en variant af fascismen, var dens indædte racelære som gennemsyrede alle de handlinger som blev foretaget i landet, staten og folkets navn. Man opdelte folk meget skarpt i forskellige racer – også inden for de racer som vi definitivt arbejder med i dag. Slaviske folkeslag, altså folk fra det sydøstlige Europa, som jo bekendt er kaukasiske, var således en helt anden race end den germanske race. Nazisterne var hurtige til finde træk ved de tyske og nordiske folkeslag som var anset for værende ønskværdige, og stillede dem meget hurtigt og nemt op imod især folk af jødisk afstamning. En anden meget vigtig komponent i nazismen er en ekstrem nationalisme som skulle samle folket om én fælles ting i et relativt stort land som eksempelvis Tyskland. Her var en skar opdeling af racer med til nemt at fjendtliggøre andre racer og nationaliteter, samt knytte det tyske folk endnu mere sammen. Da nazisterne også satte sig på de offentlige kommunikationsmidler og på medierne, kunne de nemt hyrde folk i én retning. Nazisterne tog også udgangspunkt i en form for socialdarwinisme hvor kun de stærkeste overlever, og de anså specielt de folkeslag og ”racer” som ikke havde ét defineret hjemland var specielt svage – og herfra udsprang den massive jødeforfølgelse som opstod umiddelbart efter nazisternes overtag.
2. verdenskrig opstod netop pga. disse idéer om racerne og om at den tyske race og nordiske race var de andre overlegen. Da Tyskland i 1939 gik ind i Tjekkoslovakiet og i Polen, gjorde de det fordi de mente, at kamp og krig genopfriskede befolkningen og gav vitalitet, men også pga. deres ”Blut und Boden”-princip (Blod og Jord) som i grove træk dikterede, at tyskerne var de retmæssige herrer over meget af Østeuropa, og at de slaviske folkeslag enten burde skubbes ud af Europa eller udryddes. Således var der grundlag for den krig som tog op til flere millioner liv, skyldige som uskyldige.
